Den har været længe undervejs, mange har efterspurgt den, mange har endda forudbestilt den og nu er den her endelig – Proinor.no’s seks-fags Scandia personvogn katalog nummer 32-225.
For at fortælle lidt om hvor efterspurgt/-tragtet denne model er, kan jeg oplyse at første oplag allerede var udsolgt på forhånd, og et nyt oplag er allerede ved at blive produceret.

Når man køber byggesættet med delene til Scandia vognen, en herlig tung pakke i øvrigt, følger der som sædvanlig en CD med. På denne CD er der ikke mindre end 147 billeder, der i detaljer fortæller hvordan vognen skal samles.
Grundlæggende følger opbygningen Proinor.no’s to tidligere personvognsbyggesæt (B og C vognene fra Langelandsbanen), men der har selvfølgelig været en helt naturlig udvikling af byggesættene, så de er blevet lidt enklere at samle, uden at det har gået ud over detaljeringsgraden!

Opbygning af såvel selve vognkassen, samt undervogn og akselgaflerne følger som nævnt stort set de tidligere personvogne. Men Arild Tangerud har foretaget en , efter min mening, markant forbedring af endeperronerne. Pladerne der sidder rundt om endeperronerne er nu fremstillet i messing, og ikke nok med det, de kommer endda både udskåret og bukket i den rette facon.
Det er et stort plus.

Mere følger når vi går i gang med prøvebyggeriet.
Arne