Carsten Høg fra Dalen Modeljernbane har gang i et par spændende byggerier i øjeblikket.
Dels bygges der videre på DSB litra S damplokomotivet, dels er han startet op på en DSB litra Mo motorvogn.
Selv beskriver Carsten Høg udviklingen på sine projekter således:
“S maskinen er malet, den mangler litreringer, diverse skilte og LED lys, men er eller klar til drift. Den får nummer 740, som jo holder til ikke langt fra Espergærde, nemlig i remisen i Rungsted Kyst. Næste projekt er MO motorvognen. Tikøb Støberi/Kim Møller har leveret fronterne, som er meget flotte. Undervognen er bygget i messing, men er langt fra færdig. Der er benytte to Fossmoterer fra England. Hjulene er Slaters Plasticard, og jeg har i denne uge modtaget tagkølere fra Proinor.dk/Arild Tangerud.”
Men det er ikke kun på det rullende materiel der bliver arbejdet, for Carsten Høg er gået i gang med at ombygge sine moduler til international standard.
“På infrastruktur siden bliver modulerne ombygget til IG Spur 1 Mannheim standarden. Jeg har modtaget de første seks profiler, men selve projektet starter først til sommer. Der skal ca. tolv profilsæt til at konvertere hele banen” – slutter han.






