Lokomotivmesterens årlige oprydning, eller hvad var nu det, der dukkede op?

DSB Zg 9953 Mæelkevogn

Lokomotivmesteren havde jo sine små luner og en af dem var – bortset fra pudsning af lokomotiverne – den idelige oprydningstrang!
Så hele Nordbanegårdens Maskindepot, blev regelmæssigt sat til at endevende depotområdet og ude for enden af en ikke normalt anvendt sporgruppe med bevoksning, dukkede en ældre privatejet godsvogn op og i god stand. Den blev slæbt – med rangerheste selvfølgelig – ind til foran Maskindepotet for nøjere eftersyn.
Jamen, det var jo en mælketransportvogn (mælkejunger) fra ”Kjøbenhavns Mælkeforsyning” litra ZG nr. 9953, sidst revideret i 1892 (for modeljernbanefolket altså den allertidligste epoke II)!

”Mælkeforsyningen” hørte hjemme på Mælkevejen (senere omdøbt til Nyelandsvej) på Frederiksberg, cirka der, hvor Frederiksbergcenteret ligger i dag. Mælkeforsyningen blev i 1916 optaget ind i ”Det Danske Mælkekompagni”, der nok bedre var kendt som ”Solbjerg Mejeri”. Mælkekompagniet blev i 1950 omdøbt til ”Københavns Mælkeforsyning” og endte med at blive en del af ARLA-Foods konsortiet.

DSB Zg 9953 Mæelkevogn
Ide og forlæg, reklametegning af ”Kjøbenhavns Mælkeforsyning” ca. 1895-1900. (Frederiksberg arkiv, Internettet).
DSB Zg 9953 Mæelkevogn
DSB Hovedtegning HG 231, Vognfabrikken Scandia, arkiv Jernbanekilder.

Mælkevognen litra ZG 9953, var næsten magen til DSB litra IS, blandt andet med samme akselafstand og opbygning. Dog er den samlede vognkasselængde lidt kortere i virkeligheden (og model i 1:32 ca. 2,2 cm) og det må man acceptere, med mindre man vil bygge selv helt op fra begyndelsen. Men jeg synes, at det absolut er til at leve med udseende og proportionsmæssigt i størrelse 1:32! Vognen havde også indvendige tværgående ophængte isbakker under taget, med ispåfyldning gennem de to lemme på taget. Vognen havde udvendige is smeltevandsafgangsrør i endegavlene, hvor DSB litra IS havde indvendige is smelteafgangsrør. Vognen transporterede fyldte mælkejunger fra de større byer på Sjælland, blandt andet Slagelse og Haslev, og ind til Frederiksberg station via Roskilde i de dengang såkaldte ”Mælketog”. Returløbet var ofte med aviser og ilgods, hvorfor vognen var udstyret med både vakuum- og varmeledning, så den kunne indrangeres i Ilgodstog eller mindre passagerførende tog.

DSB Zg 9953 Mæelkevogn
Fabriksbillede af DSB litra ZG 9953. Bemærk bemalingen er anderledes end på farvetegningen og modellen. Hvilken er korrekt vides ikke nøjagtigt. Foto Vognfabrikken Scandia, Randers, samling Ole Møller Nielsen.

Modellen er en lidt ændret PROINOR 1:32 katalog nr. 32-204 og med dekaler fra ”Skilteskoven”. Umiddelbart er kun taglemmenes placering og form ændret samt montering af de førnævnte is smeltevandsafgangsrør i siderne af begge gavle. Farven er håndmalet på vognkassen med ”Vallejo 70.613 Desert Tan”, der er en cremefarvet maling, som også mange af de hestetrukne mælkevogne inde i de større byer havde. Undervogn matsort og tag ”Cement”, de to sidstnævnte fra Panduro hobby. Det hele afsluttet med et par lag spray matlak (Motip, clear varnish).

Beskriftningen af vognen kan der være usikkerhed om, da fabriksbilledet kun viser navn, reklametegningen viser noget andet og et meget utydeligt foto viser en 3. måde. Valget er det mest sandsynlige efter det meget utydelige 3. foto (kan ikke vises, ikke egnet til gengivelse). Her er firmanavn og logo som på reklametegningen, men anden beskriftning er taget fra reklametegningen. Og dette passer i forhold til DSB normal på tidspunktet.

A pro pos dekalerne. De er jo store og det kan knibe med at skjule bærefilmen på den cremefarvede vognkasses lodrette bræddebeklædning. Dette til trods for de er påsatte på blank lakerede felter og brug af ”softner” efter påsætning. Sørg lige for at sikre dekaler med et par penselstrøg vandopløseligt ”Ocean matlack” fra Panduro. Hvis IKKE dækket, da kan den senere spray matlak opløse dekalerne!!!

God fornøjelse
Steffen Dresler

Skriv en kommentar